Claus Ehmsen, skriver
Så lykkedes det at få en rigtig flot majspringer.
Efter at have hørt om flere flotte fangster i dag, skulle jeg bare til åen for at prøve lykken.
Jeg kører til Fladså og starter på mit sædvanlige sted. En gedde hugger på i et af de første kast, men udover gedden virker åen tom for fisk.
Først da jeg overvejer at vende om for at tage udvalgte steder med lidt spin i overfladen, hører jeg et stort plask, og ser også en stor hvirvel der hvor jeg normalt går udenom.
Jeg løber tilbage som en mohikaner og prøver nogle kast på tværs over åen, i nærheden af det jeg så. Hjulet er nærmest ikke i brug da strømmen selv aktiverer spinneren og fører den mod egen side.
5. pendulkast rammer lige der hvor jeg så reaktionen og 1/2 meter fra modsatte side giver bremsen et vræl, samtidigt med at min stang bukker sammen.
Den tager først et godt udløb nedstrøms. Første gang den springer helt fri af vandet tænker jeg at det ligner en havørred, anden gang den gør det er jeg ikke i tvivl mere, men tænker bare på at nyde øjeblikket for den hopper sikkert af som de andre har gjort.
Men den ender i nettet og bliver vejet og målt til 5,4 kg på 73 cm.
Fantastisk fiskevand vi har😊
Knæk og bræk
Claus