Svar på høring vedr. Vadehavsbekendtgørelsen 2014.

Vi i bestyrelsen i Ribe Sportsfiskerforening mener ikke vi kan bakke op om det nye udkast til Vadehavsbekendtgørelsen for 2014.

Dette af hensyn til vores medlemmer, der føler sig begrænset af udefrakommende regler, der udelukkende virker at have til hensigt at fremme lystfiskerturismen i Skjern Å.

Økonomien i de små foreninger er hårdt ramt pga. faldende medlemstal, svært at holde juniorafdelingen kørende, stigende omkostninger til lodsejere m.m.

Når disse regler strammes og begrænser vores medlemmers interesse ved vandende, bliver det bestemt ikke nemmere at holde på medlemmerne eller skabe interesse for nye medlemmer.

Sidste år blev der fra DSF’s og DTU AQUA’s side givet udtryk for, at der i 2014 ville være åbenhed omkring muligheden for lokale regler langs åerne. At alle vestvendte åer ikke nødvendigvis skulle have ens regelsæt.

Vi i Ribe Sportsfiskerforening er utilfredse med det nye udkast til Vadehavsbekendtgørelsen, da vi på ingen måde er blevet lyttet til, til trods for vores indsendte holdninger.

Derfor dette brev der belyser de punkter, hvor vores medlemmer føler sig begrænset af et regelsæt, der virker mere som et “nemheds regelsæt” end et realistisk regelsæt, der tilgodeser vores medlemmer og de faktuelle forhold ved vores vande.

Sæsonstart 1. april kontra 16. april:

I Skjern Å er der lige fra sæsonstart STORT fiskepres fra både lokale og turister, der kommer langvejs fra for at fange og helst hjemtage en stor ny optrukket blanklaks. Enhver, der kører en tur i området kan se, at alle p-pladser er fyldte, og der foregår kø-fiskeri langs hele åen på alle stræk, indtil kvoten af store laks over 75cm er opbrugt.

Dvs. at laksen er presset hårdt fra alle kanter, og der kan hurtigt gøres et massivt indhug i bestanden af de største gydefisk, der ellers skal sikre bestanden – derfor giver det god mening at fremrykke sæsonstarten til 16. april i Skjern Å for at beskytte de største hunner.

I Ribe Å er der få og små foreninger, der ikke sælger dagskort og dermed ikke har den store fisketurisme (eller indtægt), som foregår i Skjern. Som eksempel er vi kun 350 (medlems loft) medlemmer i RSF, hvoraf langt størstedelen slet ikke er aktive.

Ribe Å er kendt for sine fine og tykke havørreder – ikke for sine laks. Langt størstedelen af medlemmerne gider slet ikke fiske laks, men venter med at starte sæsonen til den store havørredopgang i maj/ juni.

Det er altså et fåtal af lystfiskere, der jagter den blanke laks i april. Denne gruppe føler sig ramt af lovgivningen fra Skjern Å om sæsonstart 16. april. Samtidigt er der en lille flok af havørredfiskere, der føler sig begrænsede, da de heller ikke må påbegynde deres fiskeri før 16/04 i modsætning til tidligere 01/04.

I mange østvendte åer kan medlemmerne starte deres havørred fiskeri allerede 16.01 og vores medlemmer vælger i højere grad at melde sig ind i disse foreninger. Vi taber i disse år medlemmer til eksempelvis Kolding og Vejle Sportsfiskerforening.

Vi har heller ikke set en begrundelse for denne senere sæsonstart i vores område.

Vi mener derfor ikke, det vil skade bestanden at rykke sæsonstart tilbage til 1. april.

Modhageløse kroge om natten:

I og med at Ribe Å er kendt for sine mange havørreder, foregår en stor del af vores medlemmers fiskeri med flue om natten. Disse medlemmer føler sig igen ramt af et regelsæt fra Skjern, hvor natfiskeri helt er forbudt.

Vi mener ikke, at DTU har et dokumenteret belæg for at lave et forbud mod modhager om natten. Der findes ingen dokumenterede undersøgelser, der kunne lægge grund til et sådant forbud.

Det giver god mening at forbyde modhage under dagsfiskeri, hvor laksen ivrigt går til krogen og hvor fiskepresset er størst, men det er et kendt fænomen, at laks yderst sjældent hugger om natten. Derfor vil det yderst sjældent give et problem i forhold til evt. at skulle genudsætte en laks efter kvoten eller ens egen kvote er opbrugt. Oveni det fangede vi i RSF ikke engang hele vores kvote af laks – dermed ville en evt. natfanget laks ikke engang skulle have været genudsat.

Samtidigt er det et kendt fænomen, at havørreden under natligt fluefiskeri, hugger hårdt og kontant og dermed kroges yderligt og altså ikke dybt i svælg eller gæller som ved f.eks. ormefiskeri. Krogen sidder stort set altid i “saksen” (mundvigen). Dette vil også være tilfældet ved en laks.

Vi mener derfor, at det burde være lovligt at fiske med modhage på flue om natten.

Fiskerikontrollen bruger så den undskyldning, at det er svært at kontrollere hvornår man må fiske med eller uden modhage. Vi i RSF mener ikke, at dette er en valid undskyldning, da jægerne i mange år har kunnet finde ud af, hvornår det bliver mørkt og hvornår det bliver lyst. Det oplyses endda yderst præcist fra DMI’s side, hvor man på deres hjemmeside hele tiden oplyses om sol ned- og opgang.

Med venlig hilsen

På vegne af bestyrelsen for Ribe Sportsfisker Forening

Asger Brodde Per Pedersen

Formand Bestyrelsesmedlem Mail: abrodde@hotmail.com

Telefon 20739648

www.ribesportsfisker.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *