Jubilæumsreception

IMG_6303

Lørdag d. 5/3 afholdt Ribe Sportsfiskerforening reception i anledning af vores 75 års jubilæum.

Efter velkomst ved formand Asger Brodde, blev der budt på varm buffet med flødekartofler, salater, kylling og kamsteg samt fri vin, øl og vand. Senere kaffe med 3 slags kage.

Herefter blev der budt særligt velkommen til 3 tidligere formænd: Erik Madsen, Bent Skjøtt og Børge Riis. Herudover til dagens gæstetalere: generalløjtnant Kjeld Hillingsø, viceborgmester Jesper Rasmussen, Esbjerg kommune samt Lars Brinch, DSF. Formanden takkede ligeledes de mange fremmødte fra flere forskellige sportsfiskerforeninger. Ligeledes tak til Esbjerg og Vejen kommuner for det hidtige gode samarbejde.Ikke mindst en stor tak til lodsejerne for det gode samarbejde. Der var fra Jesper Rasmussen og Lars Brinch et stort tillykke til foreningen med udtrykte forhåbninger om fortsat godt samarbejde.

IMG_6289

Kjeld Hillingsø underholdt på underfundig vis om sit lystfiskerliv, barndommens fiskeri på begge sider af lovens strenge arm og voksenlivets mange fiskeoplevelser i den store verden, både privat og i forbindelse med arbejdsfunktioner for NATO og FN. Endelig omtalte han den danske laksefond, som var i kroniske lommesmerter og opfordrede tilhørerne til at sende et bidrag om muligt.

Herefter introducerede formanden Hans Peter, som berettede om sin opvækst på K2, der dengang, indtil midten af tresserne var en landbrugsejendom med få kvæg og trange kår. HP omtalte sin far som en formidabel lystfisker med datidens stærke våben: en lang bambusstang. Fangsterne blev dog ikke indtaget i familiens skød men solgt til fiskehandleren for at bidrage til familieøkonomien. HP fik en god tilgang til fiskeriet og har i mere end 50 år været medlem af RSF. Formanden fremhævede alle de mange frivillige medlemmer, udvalg, samarbejdspartnere, bestyrelser, kommuner og lodsejere, der igennem 75 år har ydet en kæmpeindsats i vandplejearbejdet og foreningslivet. Dette arbejde er en direkte forudsætning for at vi i dag kan se tilbage på flotte fangster af laks og havørred i Ribe åsystemet. Fællesskab og engagement – mange mennesker gør et kæmpemæssigt frivilligt arbejde for at vi kan komme ud i naturen med vores fiskestang og slappe af.

Ribe mandskor kom på banen med en lang række sange som høstede fortjent bifald afsluttende med en fællessang.

Afslutningsvis var der lotteri med mange fine gevinster fra vore sponsorer, hvorefter formanden takkede af og ønskede alle et ”på gensyn” til årets fiskekonkurrence, som denne i år afholdes i forbindelse med premieren 16.-17. april.

Bestyrelsen vil gerne takke alle de fremmødte til arrangementet for en god og festlig dag.

Comments are closed.