Claus Ehmsen’s fiskehistorie fra i morges.

Claus Ehmsen har sendt foreningen denne friske fiskehistorie fra i morges.

Vækkeuret var sat til kl. 6:30, men jeg kom først fra huset ved 7 tiden.
Kørte ud til Fladså og fik min Vibrax bundet på linen. Går op til en lille bæk hvor jeg plejer at starte og fisker stille og roligt opstrøms.
Omme i et godt sving får jeg et godt hug og den første fine hanhavørred sidder godt og ender snart i nettet.57 cm er den og sikke flotte farver!

Jeg afliver den, putter den i en pose og om i fiskevestens ryglomme.

Fisker videre og går ikke 100 meter før den næste Havørred hugger på. Denne gang en meget blank (efter årstiden) hunfisk, også på ca. 57 cm.
Den er i fin kondition og ryger samme vej som den anden.

Jeg fisker videre og går et godt stykke, er tæt på at tænke på at køre hjemad da en ligeså flot hanhavørred på ca. 56 cm hugger et par gange før den rigtig hugger på. Den fighter en fin kamp og ender også i nettet.
En helt igennem fantastisk oplevelse rigere, tænker jeg at nu må jeg hellere komme hjem.

På vejen hjem stopper jeg ved et sving jeg tror meget på, og ikke havde nogle reaktioner i på udturen, kaster en FC Compact skråt nedstrøms og lader den trække stille og roligt over mod egen brink, jeg ser lige en kæmpe fisk gå imod spinneren inden den hugger og bang sidder den største Laks jeg har set i vores åer, på min spinner. Den fighter som en Boss, stille og roligt går den på bunden hen forbi mig og kommer op og rulle et par gange inden den siger tak for kampen og spytter spinneren ud igen. Jeg tænker den har været mellem 105-115 cm.

Tænker egentlig at det var ok den hoppede af inden jeg skulle bakse med at få den ind og ud igen. Her er i hvert fald en kæmpelaks der vil begå sig fint på gydebanken senere i år 🙂

Knæk og Bræk derude!
Claus

Comments are closed.