Claus skriver i sin fangstrapport.
Efter at have fisket mange, mange gange i år uden at have oplevet noget rigtig spændende indtil nu, kørte jeg idag op i Gels å systemet.
På et stræk jeg kun har affisket få gange, mest på grund af meget grøde, går jeg fra hul til hul og kaster opstrøms med spinneren.
Ved 21 tiden kommer jeg til et sted, hvor jeg kaster over til en busk der fylder godt ud over åen. knap har spinneren ramt vandet før hugget kommer.
En meget flot havørred starter med et vildt udløb og svømmer direkte ind i noget grøde. Så kommer den fri igen og tager et par gevaldige spring nærmest lige foran mig.
Igen går den i grøden og springer nærmest op af grøden og rusker frem og tilbage. Jeg kommer ned til åen, trods min forundring over at den ikke er hoppet af endnu og får nettet klipset fri af ryggen.
Et kort udløb og fisken prøver lige at få pusten igen. Den får aldrig chancen for den tager jeg da jeg fører nettet ned under fisken.
Havørreden er ca. 67 cm lang og vejer 4,05 kg på min rapala fiskevægt et par timer efter, hjemme ved køkkenvasken.
Fantastisk god kondition hvor jeg lige må måle længden igen for at være sikker, men den er god nok.
Min trofaste Cobber Vibrax 4 med pletterne sidder for enden af linen.
knæk og bræk!
Claus Ehmsen